onsdag den 10. august 2011

Singleliv

Så står man der. Foran dybfrost i Netto. Er mega træt af at lave mad til mig selv. Er træt af at tænke i kreative single-retter så jeg kan slippe for at spise lasagne 3 dage i træk. Man er jo lidt økonomisk bevidst. Som jeg står der og overvejer om jeg skal prøve at kaste mig ud i en omgang pre-fabrikeret boller i karry, kommer en fyr til. Han går målrettet efter frysepizzaerne. 'Endnu en single' tænker jeg, mens jeg ser ham an. Han kunne måske være Mr. Right? Ej vel. Svært overvægtig, uplejet eneboer-fuldskæg, forvasket, lidt for stramt Star Wars T-shirt. Og så lugter han af gammel sved.

Boller i karry, ristorante pizza, cowboy toast, forårsruller, brændende kærlighed. Kærlighed?! Det finder jeg vist ikke her. Ser pludselig små glimt af mig selv stå her om 10 år. Svært overvægtig, iført en lidt for lille Hello Kitty t-shirt, lyserød 80'er læbestift toppet med rottehaler i et kikset forsøg på at lokke de unge fyre til. Ej, så kan jeg godt lige oppe mig og bikse endnu en single-ret sammen selv. Der bliver lige smidt et par ekstra grøntsager i kurven inden turen går mod kassen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar