lørdag den 22. oktober 2011

Kvalitets liv?!

Indrømmet. Jeg er drøn misundelig på samtlige af de af mine veninder som har fantastiske mænd og små nuttede unger. Drømmer om hele familiepakken, mand der smider sine sure sokker på gulvet, skrigende møg forkælede unger og mig som irriterende overskuds cup-cakebagende hausfrau. Jo tak.
Men nu hvor jeg ikke har mødt den eneste ene, eller en der tilnærmelsesvis har potentiale til at udfylde rollen som min 'partner in crime' (hader udtrykket 'eneste ene' - for det lyder sgu så frelst og perfekt - og det kan man ikke lige sige mit liv er) burde jeg jo bruge min tid på de gode, sjove, kreative, kulturelle, sportslige, sunde, livsbekræftende, kvalitets ting som jeg sætter rigtig meget pris på.
Men det er bare som om jeg ikke rigtig når noget. Vil bare så rigtig meget gerne, blive super meget bedre til, at lade være med at falde i 'jeg skal lige se hvad der er i tv-fælden', junkfood-fælden og ikke mindst 'hvad mon der sker på FB-EB-BT-fælden' og i stedet gå i gang med de omkring 100 sy-projekter jeg har liggende i skuffen. Eller gå i gang med et af de mange skønlitterære værker som mangler at blive læst, og lur mig om det ikke bare kræver en enkelt opringning til skønne venner/veninder for at få en koncert, teater eller museumsaftale i hus. Hvorfor fanden ligger jeg så aften efter aften på sofaen med fjernbetjeningen limet til den ene hånd mens den anden hånd desperat graver i posen med bland-selv-slik?! Det er sgu for ynkeligt!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar